Lidt om agerhønen

Udbredelse:

Agerhønen er efter al sandsynlighed indvandret i Jylland og på Fyn i takt med bondekulturens udvikling i middelalderen. Bestandene på Sjælland og øerne stammer oprindeligt fra udsatte fugle.   

Den er udbredt i Europa og i Sibirien helt over til Bajkalsøen med undtagelse af de nordligste egne. 

Agerhønen er en såkaldt indikator art, hvilket vil sige, at den ved sin tilstedeværelse indikere at her er godt at være, og at der er et højt naturindhold – biologisk mangfoldighed. Trives agerhønen på et givent terræn, vil en række andre dyrearter tillige kunne trives, så dens tilstedeværelse indikere kvalitet! 

Udseende:

Agerhønen er en kompakt fugl med en kort hale, der er godt kamufleret på marken. Den vejer ca. 350 – 450 gram, og har en længde på 28 – 32 cm, og et vingefang på 45 – 48 cm. Agerhønens vingeslag er hurtige nærmest svirrende med kortere eller længe ophold, hvor fuglen svæver. De flyver ofte lavt henover jorden og følger landskabets konjunktur. Han og hun agerhøne skelnes fra hinanden ved hannens brune hesteskoformede bugplet, samt ved brune pletter på vingedækfjerene. Hunnen har en noget mindre bugplet og lyse tværbåndene på vingerne.

Levevis:

Agerhønen er en standfugl, dvs. en fugl der bliver inden for det samme begrænsede område året rundt. Kun yderst sjældent bevæger den sig over større afstande. Eksempelvis hvis bestanden er blevet for stor i forhold til bæreevnen på givent terræn, vil der ske en udvandring, og enkelte individer vil ”trække” væk.

Agerhøns er monogame – lever parvis. Udparringen (danner par for at yngle) sker i februar, hvor den forinden har levet i små flokke igennem vinteren. I forbindelse med udparringen sker territoriehævdelsen, som hannen sørger for.
Agerhønen yngler i det åbne agerland. Den fortrukne redebiotop er ældre græs- og urtevegetation – gerne på en let skrånende overflade. Agerhønen placerer helst reden langt væk fra levende hegn med høje træer og skovområder, men gerne ved lave levende hegn og lignende bevoksning. Den lægger 10-20 æg, som den ruger på i 24-25 dage. Reden er ofte en fordybning i jorden foret med ganske lidt græsvegetation. Æggene er ensfarvende grågrønne. Der er udelukkende hunnen, der ruger. Klækningen finder sted fra midten af juni. Ødelægges reden lægger hønen et nyt kuld. Allerede få timer efter klækning forlader kyllingerne reden og følger forældrene. Kyllingerne kan flyve efter ca. to uger. Efter ca. 3 måneder er kyllingerne uafhængige af forældrene og de kan klare sig selv. Men de holder ofte sammen i flokken helt frem til foråret. Det ske ofte at flere flokke finder sammen i løbet af vinteren. Det er ikke ualmindeligt, at se flokke på 20-40 individer.

Agerhønen er kønsmoden som enårig, og er meget produktiv under de rette livsbetingelser, så arten har en stor og hurtig omsætning. Det betyder, at arter under de rette livsbetingelser tåler en intensiv beskydning. Ifølge ældre engelske undersøgelser, er det forsvarligt, men næppe muligt i praksis, at skyde halvdelen af efterårsbestanden på et givent terræn.   

Insekter og ukrudt:

Når kyllingerne er klækket er deres vigtigste føde insekter. Efter et par uger vil de gradvist gå over til planteføde. De voksne fugle har brug for frøføde fra et varieret udbud af ukrudt(pileurt, mælde, hanekro, rapsgræs mv.). Et varieret udbud af såvel insekter som ukrudt er afgørende for agerhønens overlevelse. Kyllingerne vil søde føde sammen med forældre fuglene inden for deres territorium.

Engelske undersøgelser har påvist at over 40% af tilbagegangen af agerhøns skyldes dødelighed inden for det første leveår. Danske undersøgelser har påvist sammenhæng i mellem stigende sprøjtning mod ukrudt i landbrugsafgrøder og deraf følgende nedgang i bestanden af agerhøns. Det skyldes primært to ting. Ukrudtsplanten forsvinder og den er værtsplante for de insekter som danner fødegrundlaget for kyllingerne, og som dermed er afgørende betydning for overlevelsen hos kyllingerne. Endelig forsvinder det ukrudt, der producerer frø. Frø er en vigtig fødekilde for de voksne agerhøns.

Undersøgelser har vist at en agerhønekylling gennemsnitligt søger føde på en strækning på 557 meter i en konventionelt dyrket mark, mens den i områder med sprøjtefrie randzoner kun søger føde på en strækning på 163 meter. Det betyder at agerhønen skal bruge markant mindre energi på fødesøgning i områder med sprøjtefriezoner. Og måske allervigtigst, at den ikke behøver at opholde sig i særligt stort tidsrum på marken med deraf følgende forøget risiko for at et rovdyr kan tage den.

Forsøget viste at der i gennemsnit var 2,8 gange så store kuld i områderne med sprøjtefrie randzoner (zone på 6 meter i markkanten langs vandløb, markskel og levende hegn, hvor der ikke sprøjtes). Endelig viste forsøget, at et par og deres kyllingers home range (Det område, et individ eller et par bruger på det givne tidspunkt til fødesøgning, hvile parring mv.) var 36 ha i sprøjtede marker og 2 ha i usprøjtede marker.

Udover forekomsten af ukrudt har tætheden af afgrøde også stor betydning. Det er vigtigt at afgrøden er åben.

I marker hvor der ikke sprøjtes, er der påvist op til ti gange så stor forekomst af en naturlig ukrudtsfrøpulje, så noget tyder på at en reduceret brug af sprøjtemidler eventuelt i striber i markerne vil kunne bidrage meget positivt til agerhønens levesteder.

Effektiv terrænpleje virker:

Tællinger af agerhøns på Kalø over en tiårig periode viser en markant fremgang, der tilsyneladende udelukkende kan tilskrives ændringer i kvaliteten af deres levesteder – forbedringer af terrænet. Fra 1995-1999 talte man årligt 4-5 par i 2005 talte man igen og her talte man 25 par. En særdeles markant fremgang udelukkende ved at foretage effektiv terrænpleje.

Til toppen